Skip to main content

Et netværk for mennesker der er ramt af andres selvmordshandlinger

Bliv frivillig rådgiver - og gør en forskel for efterladte efter selvmord

Har du lyst til at støtte mennesker i svær sorg? Har du evnen til at lytte med empati og bruge dine menneskelige og faglige kompetencer til at hjælpe? Så er en frivillig indsats hos NEFOS - Netværk for selvmordsramte måske noget for dig.

Lige nu søger vi frivillige rådgivere til at støtte efterladte, der har mistet til selvmord.

Hos NEFOS modtager vi årligt hundredvis af henvendelser fra mennesker, der har brug for rådgivning og støtte til at komme gennem de mange tanker og følelser, der opstår ved selvmordshandlinger hos ens nærmeste.

Som frivillig rådgiver hos NEFOS får du en fleksibel og meningsfuld rolle, hvor du er med til at give mennesker, der befinder sig i sorg og krise, et rum, hvor de bliver forstået, og får støtte i en sorg, der kan føles voldsom.

Hvem er vi?

NEFOS er en del af Fonden for Socialt Ansvar og vores udgangspunkt er en rådgivning fokuseret på de efterladte og hjælpen til dem.
Hvert år mister næsten 600 personer livet til selvmord, og tusindvis af efterladte står tilbage med sorgen over at have mistet en forælder, et barn, en partner, en søskende eller en nær ven. Mange oplever deres livs største krise.

Vi giver landsdækkende rådgivning enten som individuel rådgivning, hvor man mødes med en bruger eller strukturerede gruppeforløb med op til 8 deltager med fokus på sorgens karakteristika efter selvmord. I dagtimerne har vi telefontid, hvor efterladte ofte ringer umiddelbart efter selvmordet og har brug for vejledning og hjælp til de helt umiddelbare spørgsmål.

Hvad indebærer rollen som frivillig rådgiver?

Som frivillig rådgiver vil du give støtte gennem rådgivningssamtaler og hjælpe de efterladte til at få sprog for og redskaber til at håndtere en svær sorg og en ny livssituation.
Du kan være en del af individuelle samtaler og/eller gruppeforløb, hvor du altid vil arbejde sammen med en anden frivillig. Rådgivningen foregår i NEFOS’ lokaler i København samt i lokale frivillighuse rundt om i landet.

Vi forventer, at du har ca. 2 vagter om måneden af cirka 4 timers varighed inklusiv forberedelse og pauser. Derudover deltager du i supervision sammen med andre frivillige for at sikre din trivsel og refleksion over rådgivningsforløbene.

Du behøver ikke en bestemt uddannelse, men vi forestiller os, at du f.eks. har erfaring inden for social- og sundhedsområdet, politiet, socialrådgivning, undervisning eller lignende. Det vigtigste er, at du har interesse for mennesker og har en robusthed til at møde dem i deres sorg.

Vi værdsætter mangfoldighed og opfordrer alle, uanset køn og etnicitet til at søge. At være frivillig hos os giver desuden mulighed for at udbygge netværk samt få praktisk erfaring til at tale om et sorgfuldt og tabuiseret emne.

Vi søger dig, som:

  • Har empati og rummelighed.
  • Er god til at lytte og skabe et trygt samtalerum.
  • Kan kommunikere klart og respektfuldt.
  • Møder mennesker i krise med ro og overskud.
  • Gerne har erfaring med sorgstøtte eller at arbejde med mennesker (ikke et krav, men en fordel).
  • Har mulighed for at bidrage med 3-4 timer hver anden uge og deltage i supervision (8-9 timer om måneden).
  • Kan forpligte dig som frivillig i minimum 18 måneder.

Er du selv efterladt efter selvmord eller været pårørende til en selvmordstruet person, skal der være gået mindst 2 år siden hændelsen, før du kan blive frivillig.

Hvad tilbyder vi?

  • En meningsfuld frivilligrolle, hvor du gør en forskel.
  • Erfaring med sorgrådgivning.
  • Mulighed for at bidrage til at forbedre livsvilkårene for efterladte.
  • Grundig oplæring i sorgrådgivning, traumereaktioner, samtaleteknikker og psykoedukation.
  • Sidemandsoplæring, hvor du bliver tilknyttet erfarne frivillige.
  • Løbende supervision, sparring og samarbejde med andre rådgivere og faglige konsulenter.
  • Regelmæssige uddannelsesdage med fokus på relevante temaer.

Er du interesseret? Sådan ansøger du:

Send en kort ansøgning med lidt om dig selv og din motivation til Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.. Har du spørgsmål, kan du kontakte os på tlf. 21703644 mandag-fredag kl. 9-15.

Ansøgningsfrist: 14. marts 2025 for deltagelse i forårets frivilliguddannelse. Uddannelsen afholdes i København den 22.-23. marts 2025, hvorefter du vil starte i rådgivningen sammen med erfarne frivillige.

NB: Vi indhenter børneattest på alle frivillige i NEFOS.